Insomnia .. Hvordan forløber en søvnløs nat ??

Bare sådan generelt – en kort beskrivelse af en nat uden ret meget søvn

“Efter at have bestilt et let aftenmåltid – grisesteg – og sat det til livs, klædte han sig straks af, rullede sig sammen under tæppet og sov ind med det samme. Han sov vidunderligt, sådan som kun de lykkelige udvalgte sover, der ikke plages af hæmorrider, lopper og overdreven begavelse.”

Citat: Nikolaj Gogol  “Døde sjæle”  side 128, fra samlingen “Store russiske fortællere”.

Det var sådan søvnen skulle være, at man mæt og tilfreds, kunne rulle sig sammen og bare sove – Som et lille dyr i sin hule.. en gnaver, en syvsover der går i hi, den lange mørke vinter …… og jeg mener ikke at overdreven begavelse fremmer evnen til at kunne sove, tvært i mod vil jeg sige.
Lige nu hvor jeg skriver disse linier, er klokken 02:04 og jeg ved jo godt, med min fornuft, at jeg skal sove nu – slukke min PC og slukke lyset, ligge mig under min dyne – lukke mine øjne.. sove ..

Mit indre døgn følger ikke solen, mit indre døgn følger slet ikke resten af samfundet. Mit indre døgn er skubbet adskillige timer, således at når gode folk står op og begynder dagen, er det lige blevet nat for mig. Når gode folk spiser deres frokost, er det ved at være morgen for mig. Det fungerer jo ikke – det har været sådan altid. Jeg var meget ung da jeg fik min første sovepille.. jeg havde som ung ikke meget gavn af sovepiller. En sovepille kan ikke regulere en døgnrytme eller lave det mirakel, det ville være, at få mit døgn til at passe til samfundets døgn.
Folk har grinet, når jeg seriøst bad om at skolen først begyndte efter kl 10:00
Jeg har en datter. Hun er 14 – Vi har så klokkeslet og skole der skal passes – vi skal tidligt op – behøver jeg at sige at det er svært…. Hun viser tydelige tegn på at blive Natteroder .. behøver jeg at sige at det ikke er særligt godt.

Med tanke på det tidspunkt hvor jeg skal stå op i morgen, vil jeg jo trække mig op til at gå ud at børste tænder og hvis jeg orker det, ser jeg mig kortvarigt i spejlet. Det ér nat nu, det ér nu jeg skal anbringe min krop på et vandret leje og lukke ned for al tankevirksomhed og lade drømmene tage over ….. Yearh right. Hjerne hjerne, jeg er alligevel aldrig i stand til at huske mine drømme.
Jeg klæder mig langsomt af, slår dynen til side og lægger mig. Natlampen er stadig tændt, for det er absolut nødvendigt at læse lidt nu.. der er altid en bog at læse, der skal være en bog at læse i, ellers for jeg nærmest panikangst, for hvordan skal jeg ellers få hjernen til at skrue ned for sit tempo. – Min lette dyne med det tunge sengetæppe over, jeg ligger der under det med min natlampe, min bog, mine tre puder  – jeg trækker vejret tungt og dybt, læser og føler mig træt. Det kommer svien og grus i mine øjne.. linierne i bogen flyder rundt og jeg kan ikke fokuserer, mine øjne glider i…….. Slipper bogen, slukker lyst……. åhh sove sove tung og træt…………………………………

………… Der er hak i pladen, hak i pladen.. hak i hak i – nå du skulle sove.. hjerne hjerne Der er folder i lagenet og i morgen skal du huske at ringe ringe ringe du skal ringe to steder også selv om du ikke har lyst.. huske at ringe selv om du ikke har lyst til det og ikke orker at tale i tlf.. – Hold så kæft !! .. Hvorfor var der én der sagde de ting til mig i dag, som om jeg så lige kunne tolke det. Jeg vender mig om, ligger elendigt. Vender mig om og glider ind i en fantasi om et dressurprogram – rider rundt på hesten, der er musik.. der er hak i pladen hak hak – sov nu – Hold kæft hjerne.. Vender mig om igen, ligger på maven for jeg falder bedst i søvn, hvis jeg ligger på maven. – Hjerne hjerne Jeg skal op om 4,5 timer, jeg har ikke sovet endnu.
Jeg skal fokusere på min venstre fod, kun mærke og fokusere – lukke andre tanker ude, fokus, fokus på venstre fod.. hvordan var det nu, trænger jeg ikke til negle klipning snart.. kunne egentlig godt bruge et par nye kondi`er.. Fokusér .. Vender mig om og har glemt min fod..
Jeg kan høre hunden sove, den snorker lidt, jeg kan ligge og lytte til min evindelige pivhamrende hylende tinitus. Jeg kan mærke en krybende følelse at uro i mine ben. Jeg er gammel, træt – jeg vil sove, jeg er vågen.. alt for vågen. Hvis jeg står op nu, ved jeg at jeg kollapser i løbet af dagen og der kommer jo en ny nat igen…..

Min hjerne arbejder på højtryk med alle dagens problemer og de bliver stablet op – lidt ligesom et Tetrisspil. Det er bare ikke altid at tankerne  passer i mønsteret og det skal jo på plads inden den næste tanke kommer dumpende ned fra oven – men jeg kan ikke få dem på plads altid og jeg stresser igen, for det er jo hverdagens genvordigheder jeg ikke kan få på plads. Ting der skal løses om dagen bliver sq ikke løst om natten.
Kære hjerne, jeg er træt.
Min krop og min hjerne vil ikke enes..
Tanker vil ikke drømmes i stedet.

Det er ved denne tid af natten, om sommeren, at jeg begynder at lytte efter fuglekvidder, hvor jeg kan skimte det første morgenlys, hvor jeg rent faktisk tit falder i søvn, fordi det er morgen og lyset og fuglene virker beroligende på min plagede sjæl .. Klokken er 03:10 – efterår og meget mørkt. Det er mørkt når jeg skal op – Man kan da ikke stå op når det er mørkt !! Når man ikke har sovet særligt meget, om overhovedet at have sovet, har jeg sovet .. blundet i de små timer……
………. Mærket befrielsen…………………

Beeeeep BIIIIP bip bip Biii !!!!!!!!!!!!
Finder snooze-knappen – det er håbløst,  .. var der nogen der sagde stress.

Den næste …

Lige for en kort bemærkning, så er min næste blog egentligt planlagt til at skulle handle om mobning – det er så ikke så nemt at skrive om, har jeg fundet ud af, selv om der jo r mange vinkler man kan anskue dette fænomen fra .. Som sagt .. en kort bemærkning

Ikke facebook

Jeg deaktiverer min fjæskonto et stykke tid… af personlige årsager – kl. 2300 14/10 – 2012
det er jeg ked af, jeg er i det hele taget langt nede/ked af det, for der er meget der bare aldrig kommer til at fungere. Sådan er min skæbne åbenbart – Jeg har i hvert fald givet op nu !!
Som om jeg skal starte forfra hele tiden, hver gang jeg tror at det begynder at gå godt – så bliver jeg bare kulet ned igen .. det kan jeg ikke holde til ..

Så er jeg i gang med dag ét uden at logge på facebook – Der er ro nu .. Dog magter jeg ikke at samle mine tanker og det har ikke relation til den manglende facebook …… det har nærmere relation til en post traumatisk stress oplevelse og jeg er blevet bekræftet i at man skal holde sig fra tætte relationer til andre mennesker .. man skal nøjes med rent overfladisk bla bla !  så gør det ikke ondt ……
Nå !! Life must go on …….. eller fuck det – Tænk at jeg er sådan et dårligt menneske ..

Dag 2: Jeg sumper i min sofa.. kan ikke sove og kan ikke vågne – jeg har det som om jeg er fyldet i en dyne og jeg gider absolut ingenting. Udenfor er det gråt, koldt og ligeså mørkt som herinde … Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal blive ved med at fortsætte mit liv. Når jeg tænker på det, magter jeg det ikke – jeg hader det. Jeg er aldrig glad eller har overskud til noget. Og så er jeg bare nødt til at fortsætte dette rådne møgliv, selv om jeg ikke magter det !!

Og jeg ved jo godt at ingen læser her … men det er jo så moderne at skrive sit lort på nettet – Den sidste tid har også handlet om at jeg ikke havde Net i huset og da jeg så endelig fik det igen.. Ja så har jeg ikke noget at bruge det til !!

Ja så endte jeg på fjæsen igen, for når man logger på Spotify, logger man også på fjæsbog ……. kunne jeg have sagt mig selv. ved da bare ikke hvor fedt det er – Facebook bliver aldrig det samme igen – Fuck hvor jeg dog hader det hele !!

Sorry til dem jeg har og dem jeg om muligt sletter ……… Sorry – Burde måske tage konsekvensen og slette mig selv fra Fjæsen ………………. Nevermind ..

En historie om vold. Del 3 & 4 + Afrunding.

Historie om vold 3

Det står lidt tåget, erindringen om hvad der skete indtil jeg kom ind på selve fødestuen. Noget med et dunkelt rum, en seng og en ubeskrivelig ensomhed –
Der kom en sygeplejerske? Ind, en portør hentede mig – lejet hvor jeg skulle ligge, fremmede mennesker i hvide kitler – veerne. Jeg skulle bade og op på lejet. Ned igen og gå rundt, stå og stønne – Det var nu jeg skulle føde. Her på dette fremmede sted, blandt fremmede, under kolde lysstofrør………Jeg havde sagt til min jordmoder engang, i et klart øjeblik, at det var min hensigt at føde så naturligt som muligt. jeg ville ikke have blokader eller noget lignende, og det blev respekteret, selv om det ikke var min jordmoder der stod bi, denne nat.
Jeg kæmpede, lå og gik og stod – og lå igen – ænsede kun min krop og alle de ting der skete i den, men kan ikke erindre nogen smerte.

Jeg har et billede på nethinden, af en kvinde der står og ser mildt ned på mig. Hun er mørkhåret og i hvid kittel. Hun holder hænderne foran sig. Hun har gummihandsker på og hendes hænder er knyttet sammen –
“Du er så stærk” siger hun til mig …………

Så kommer presseveerne, det er så skønt, der eksisterer kun det – at presse, presse og mit barn arbejder sig vej ud ………. Mit smukke pigebarn er kommet til verden.
Hun havde lidt problemer med luft og efter at hun havde ligget lidt hos mig, kom hun ned i en “varmekasse?”
og skulle observeres i et døgn. Derfor kom hun ned på børneafdelingen, den første nat. Jeg skulle bade igen og sove, fik jeg at vide. Jeg badede og lå lidt i den anviste seng – stod op igen for at se til barnet mit ! Det var personalet noget overrasket over – men de viste vej og jeg sad ved hende og bare kiggede på hende.
Hun startede sit liv med at blive kaldt “Barbie” (af personalet) lang og fin og slank som hun var.

Der gik et døgn – så stod han der – “for at se sin unge” som han sagde. Han ville ikke røre hende. Snakkede om at bilen var i stykker. At jeg ikke måtte ringe til nogen. Hvornår jeg havde tænkt mig at komme hjem.
Var så smilende flink, når personalet var i nærheden. Jo jo det skulle nok gå, det her.

Inden i mig skete der noget. Først den euforiske lykke følelse over min skønne datter, der lukkede alt andet ude. Og lammelsen da han stod i døren. Det kan ikke beskrives, men fornuftig handling var ikke det, der lå først for – Så i stedet for at sige noget til personalet – tog jeg hjem ………

Han kunne så ikke tåle at have os hjemme og han mistede mere og mere kontrollen over sig selv.
Tålte dårligt sundhedsplejersken, holdt ikke barnegråd ud eller at jeg så meget slidt ud eller sig selv.

Der er en masse detaljer her, som jeg ikke vil beskrive. Simpelthen fordi de er meget voldsomme, voldelige og kort fortalt – et menneske i opløsning, som river alle omkring sig med ind i sit eget helvede.
Han var syg, meget syg ………

En jul kom og gik, blev forbigået i tavshed, nytåret brugte han til at sidde og ryge. Vinteren – det gik mere og mere skævt. En dag gik han helt amok. Tævede mig. Min datter skreg af angst og da han gik ind i soveværelset – lykkedes det mig at ringe til min sagsbehandler ………… Hun kom blæsende akut og kørte os til nærmeste krisecenter for voldsramte kvinder –
Han blev i soveværelset eller også var han kørt ……. det viste jeg ikke.
Efter et døgn på krisecenteret kom reaktionen ovenpå dette hårde pres, vi begge havde været udsat for.
Først kollapsede vi begge og bare sov og sov. Et par dage senere begyndte min datter at græde og bare græde ……… Det varede næsten en hel nat, mens jeg gik og tullede, pussede og trøstede det lille stakkels pus.
Efter den nat begyndte hun langsomt at vende tilbage til livet, det gjorde vi begge. En dag opdagede vi at vi kunne smile og vi kunne le til hinanden.
Min mor fik jeg ringet til og hun så sit barnebarn for første gang.

Jeg følte, at nu var vi på vej til noget bedre, nu skulle det gå fremad, vi skulle bare finde en løsning og et andet sted at bo. Mine ribben skulle gro sammen og sårene hele, så skulle det nok gå.

Virkeligheden var bare at der ikke var nogen løsning. Lejligheden vi kom fra var jo mit lejemål og så skulle han jo bare flytte ud, så kunne vi bo der ……… Øh – ja … Han flyttede da ikke nogen steder og vi skulle flytte hjem. Det var den løsning der var.
Ja så startede vi forfra …… 10 tons beton er ikke så tungt, som mit hjerte var, den gang.

En historie om vold 4

Så stod jeg så der og skulle sætte foden over dørtrinnet der hjemme. Der var ingen anden løsning og vi måtte bare til det. Min sagsbehandler vil jeg ikke klandre for det her – hun gjorde hvad hun kunne og hun vil spille en stor rolle senere – men det viste jeg jo ikke den dag jeg stod der, i stuen, med mit barn og en storforvirret mand………
Han humør svingede konstant. Han havde skabt sin egen rytme, mens vi var væk og kunne ikke indstille sig på at bryde den. med andre ord vi var i vejen. mens jeg var på centeret havde jeg fået noget tøj til min datter-
det kunne han ikke tåle – det skulle smides ud- han smed det i kælderen, erfarede jeg senere.
Jeg skulle i det hele taget ikke prøve at kontakte nogen som helst. Sige noget, gøre noget. Bare holde kæft og passe min unge.
Han vanvittige køren bil fortsatte, nu med et barn på bagsædet. Jeg sad med et sug i maven og bad tavse bønner……
Sundhedsplejersken, der aller nådigst fik lov at komme ind, foreslog at jeg begyndte i en mødregruppe. Dette udløste endnu en palauer om nødvendigheden i dét, men jeg kom afsted en enkelt gang. At det så ikke var nogen succes, skyldes at jeg faldt helt udenfor konceptet, træt, slidt og forslået… jeg forstår godt at disse mødre ikke anede hvad de skulle sige til mig og jeg kunne ikke få et ord frem.

Min datter – tog ikke ordentligt på, græd ikke ret meget, smilede efterhånden ikke – med andre ord ! det stod rigtig slemt til.
En dag havde vi en tid i lægehuset og ville begynde at gå derind. Da vi gik ude ved vejen, kom han efter os og begyndte at skælde ud og mellem ordene spyttede han mig i ansigtet. Store fede spytklatter – jeg opgav turen.
Ville havde været gået min vej…. det havde han luret.
Efter den dag tog hans vanvid for alvor fat, rigtig fat. Han fløj rundt i huset, røg og kradsede asken ud af vandpiben og røg igen. Forlod ikke huset. Så tændte han anlægget og spillede noget afsindigt rock – for fuld skrue. Computeren blev tændt uden han anede hvad han skulle med den. Rodede rundt hele natten, mens han jappede løs og skældte ud. Om morgenen kom han i tanke om den kompressor, han havde nede i kælderen – så blev den også tændt…… Med andre ord – en infernalsk larm hele tiden og så skulle jeg lige have et par på skrinet.
Det lykkedes mig – puha – at få kontaktet min sagsbehandler i et øjeblik, da han ikke holdt øje med mig……
Hun skulle først til at lave en aftale, som man jo gør….. Men jeg skreg bare “kom og hent os, Og tag politiet med”
Febrilsk tog jeg min datter og lidt af hendes ting. Stod som på nåle og ventede. Min datter var helt tavs og fjern og denne gang var det sidste udkald. Hvis vi ikke kom væk nu så var det slut for os begge……
Så var de der – politiet og min sagsbehandler. Vi kom ud af døren og lynhurtigt ind i hendes bil…….
Han stod oven for trappen. Vanviddet lyste ud af hans øjne.
…………….
Vi kom til et krisecenter i en hel anden landsdel. Der var en anden tone dér, end på det første. Vi fik begge en fysisk reaktion et par dage efter vi var ankommet. det føltes som en meget slem influenza. Vi sov ! Min datter ville kun sove hvis hun lå på maven og brystet af mig, det første lange stykke tid.
Tullede rundt – Dagene gik….. Der blev ikke stillet nogen som helst krav til os – andet end sørge for at få noget at spise og ro, ro, og atter ro ! Vi fik kontakt til familien igen. Min mor kom på besøg……..
Min datter begyndte at pludre, kravle og ikke mindst smile. Glemmer aldrig nogen sinde den første kluklatter, da jeg tog hendes fødder mellem mine hænder og pustede ganske blidt.
Hun var så lille og så hårdt ramt og alligevel vendte hun tilbage til livet.
Denne gang skulle vi ikke tilbage til helvede – denne gang skulle vi begynde forfra – Vi skulle et år i familiepleje. Min sagsbehandler kørte os ud og besøge et par steder og det sidste sted følte jeg bare, at her kunne vi være, der var kemien god mellem os og en dejlig atmosfære. Der startede vi, fra vores år nul, på en ny tilværelse.

Afrunding.

Vi var flyttet ind hos et par helt ukendte, men meget søde mennesker. Vi boede på førstesalen, eget bad. Hyggelige rum. Det var meget svært at finde ud af at vi nu var sikre og velkomne. At vi kunne slappe af og bare skulle finde os selv igen.
Min datter vågnede altid tidligt og så gik vi ned og kogte havregrød, så stod resten af huset op, fælles morgenmad – kaffehygge og aviser og et barn der i den grad faldt til. Hun kravlede rundt og “drillede” med at grave i blomsterpotterne på gulvet eller undersøgte “husfar” bare tær – Hvis hun ikke bare sad ved vores “mor” og fik sunget højt fra “De små synger”. Pludselig tog hun sine første skridt, og nu var hun snart et år.
Min datter var endnu ikke døbt på det tidspunkt. ( Han mente ikke at jeg kunne finde ud af at holde barnedåb, så hun skulle ikke døbes – sagde han dengang)

Nu var det så sådan at vi boede hos en præstefamilie, og på min datters et – års fødselsdag, blev hun døbt. Det var meget stort Vi stod dér, min lillebitte familie, bedstemor og bedstefar, oldemor – præsten og kone og dér i det smukke kirkerum…..

Så ventede nogle barske ting som retssager angående forældremyndighed – noget han startede med at påberåbe sig ..Der skulle prøves med overvåget samvær og breve fra advokater kom i én lang strøm. Der lå en uvished i luften hele tiden, for hvordan ville det gå i retten og hvad vis det mod al natur ville falde ud til hans fordel………det ville ganske simpelt være horribelt. Jeg fik heldigvis god støtte hele vejen igennem. Den første tur i retten var modbydelig, men faldt til min fordel. Han ankede. Anden gang i landsretten mødte han ikke op og det hele blev stadfæstet.
Det overvågede samvær var ingen succes. Min datter græd og græd, for ikke at sige skreg fra første sekund, hun skulle være sammen med ham. Jeg ved det, for jeg sad i et andet rum og kunne høre hende. Hun var fuldstændig opkogt og fortvivlet, da hun kom tilbage igen til mig. Og skulle igen sove på min mave for at føle sig tryg. Hun havde ikke glemt hvem han var, det var helt sikkert. Samværet blev opgivet og vi kunne komme et skridt videre.
Næste skridt var at jeg skulle finde ud af hvem jeg var, jeg havde et navn og en datter, men jeg havde ingen følelse af at være nogen. At skulle genfinde sin egen identitet er altså ikke særlig let og jeg startede hos en psykolog. Disse samtaler, hos psykologen, var mit pusterum og alligevel var det svært at sætte ord på al den angst der tumlede rundt i mit hoved, men lige så langsomt lettede desperationen og der kom en anden følelse ind. Èn dag gik jeg derfra og opdagede at jeg var glad……..det var godt nok mærkeligt. Glæde, at føle glæde inde i kroppen, dét var nyt.

Min søde datter skulle begynde i dagpleje, for at være sammen med andre børn og jeg skulle også ud blandt andre mennesker.
Da jeg aldrig havde fået en studentereksamen, ville jeg begynde med nogle HF- fag og startede på VUC.
Det viste sig at være et godt valg, for jeg kunne godt lide at sidde på skolebænken igen og aldersspredningen på holdene, var meget bred, så alle havde noget at bidrage med. Alene dét gjorde det spændende og vi havde gode grin og diskussioner.
Min datter trivedes i sin dagpleje og tiden nærmede sig hvor vi skulle flytte fra familieplejen og jeg fandt en hyggelig lille lejlighed til vores nye liv. Altså, vi var nu på vej ud i den virkelige verden igen og det gik…….
Det gik virkeligt.

Nu er der gået nogle år siden alt dette skete. Vi har ikke været helt fri for at se Ham igen. Trods adressebeskyttelse og alt, har han alligevel fundet ud af hvor vi boede. Også selv om vi er flyttet et par gange. Så han har pludselig stået der og jeg har ringet til politiet, hver gang. Det er hamrende uhyggeligt, men vi lever vores liv alligevel, sådan som vi vil. helt normalt, som andre mennesker – For ellers var det jo stadig ham der styrede og levede vores liv.

Jeg vil også sige et varmt tak til alle jer der har læst og kommenteret Det betyder meget for mig og giver mig lyst til at arbejde videre med at få et større fokus på de problemer, der er omkring partner- og kærestevold i DK. Der er historier der skal fortælles og der skal helt sikkert oplyses mere omkring det. Det skal ikke være et tabu som ingen vil se i øjnene. Hvis mange gør lidt, bliver der gjort meget
Tak.

En historie om vold .. Del 1 & 2

En historie om vold.

 

Det sidste jeg så inden jeg skulle til at starte et nyt liv, var da han stod ovenfor trappen. Han stod der og gloede rådvild og ondt ned på mig – Iført T- shirt, bar røv og vandpibe.

Min sagsbehandler og politiet stod nede i døren og tog imod mig og min spæde datter. Iført sutsko og med en dyne svøbt om min datter forlod jeg huset. Intet havde vi med os og skulle nu på krisecenter for anden gang. Indenfor meget kort tid nåede vi at bo på krisecenter to gange. Første gang i ca halvanden måned, så var det hjem igen, ingen løsning – kun hjem, tilbage til ham. Anden gang endte vi i en familiepleje i et år og senere i eget hjem – helt vores eget hjem- uden ham.

Han var så sød da jeg mødte ham. Hjalp mig da jeg stod med håret i postkassen. Jeg flyttede ind og vi blev kærester……ja i den rækkefølge, for jeg havde ikke nogen steder at bo, min mand var rejst mdr før (anden blog) ooog ja, det var noget det hele. Hvis jeg havde vist at det blev værre, havde jeg valgt helt anderledes.

Jeg kan ikke spå.
Det står ikke skrevet i panden på folk at de har en personlighedsforstyrrelse af karat
Livet leves forlæns, men forstås baglæns…….
Jeg blev gravid, vi skulle være forældre……..Og det var her problemerne langsomt tog fart……

Samtidig havde lægevidenskaben fortalt mig tidligere at jeg nok aldrig blev gravid. Da jeg så blev det, dansede jeg hjem fra lægehuset. Den dans stoppede brat. I stedet startede alle de små fif og forsøg på at gøre ting, så jeg nok tabte barnet. Det gjorde jeg så ikke og han slæbte mig til læge – for på den vej at få det ud af verden. Jeg vidste godt at jeg var langt over tid til abort. Som lægen forklarede ham……..

Min søde ven var blevet en manipulerende, udspekulerende fanden. Det skal siges at han ind imellem var sød og hensynsfuld, at vi stadig kunne lave de ting vi gjorde, da vi havde det godt. Der blev bare længere mellem turene på MC eller hyggen vi havde.
jeg kunne ikke forstå ham og han kunne, på sin egen måde ikke undvære mig. og det var ikke på grund af kærlighed, det var noget andet.

Han ragede uklar med udlejer, skød min hund med et jagtgevær og sagde at jeg kom samme vej, hvis jeg ikke blev sammen med ham. Nu sad jeg fast og vi blev boligløse – Opmagasinerede vores ting, pakkede bilen med telt og Trangria – sæt og drog ud på landevejen.

Jeg var allerede dér fuldstændig handlingslammet og forblev i denne tilstand i to et halv år ………. totalt isoleret fra familie og venner havde jeg ingen af.
Hans underlige adfærd accelererede sammen med min voksende mave.
Jeg søgte kommunen om et sted at bo og fik det fire mdr. før jeg var sat til at føde. Han flyttede selvfølgelig med …..jo jo !
Her kunne han så styre alt det han havde lyst til og det gjorde han. Nu havde jeg slet ikke kontakt med nogen som helst.

I dag er jeg syg – Jeg har kæmpet længe, men må erkende at selv om det efterhånden er længe siden, så har det følgevirkninger. Jeg har bare ikke erkendt det før nu ……. Jeg er jo mor til en dejlig datter og hun skal have et godt liv .  Det begyndte så skidt for hende og mig… og sikkert også for ham.

Tiden op til fødslen og det er skete omkring det vil skrive om senere, lige nu kan jeg ikke skrive mere.
Skal lige trække vejret og jeg håber at det kan give mig lidt plads i hovedet at skrive om det. Og at de der læser det ikke dømmer mig for ikke at tage ansvar. Vi kom jo væk til sidst og startede på en ny tidsregning –
et nyt år nul og så frem derfra til hvor vi er nu
Fortsættes.

En historie om vold 2

Tiden op til fødslen var kaotisk og hård. hans humør svingede som aldrig før. Han forsøgte sig med en form for selvmedicinering – med andre ord, han røg en masse hash. Kørte frem og tilbage i bilen, guderne må vide hvor han kørte hen og hvad han lavede. Hver gang han kørte, klappede jeg sammen. Sad bare og stirrede ud i luften……..jeg tænkte kun på hvordan jeg skulle bære mig ad med at føde det barn, som der åbenbart kun var én her verden, der ventede på.
Tingene var sådan nu, at hvis jeg prøvede at sige ham i mod, fik jeg én på kassen. jeg måtte sidde stille til timelange enetaler fra hans side. Én lang ævlen om utopier, som køb af en sejlbåd, eller hvorfor jeg ikke ville ryge sammen med ham……..Om jeg ikke kunne skaffe flere penge til husholdningen (jeg betalte alt) Hvis jeg ikke skulle have den unge, kunne vi rejse ud i verden. Jeg måtte og kunne ikke flytte mig, når han havde det sådan.
Tit sad han hele natten og spillede racerspil på computer, med lyden på max. Eller brutalt vækkede mig kl. tre om natten fordi jeg skulle ud og køre bilen – ved stadig ikke efter hvad?
For eksempel turen til Kiel – Der er sgu langt, om natten, på motorvejen, når der sidder én ved siden af og råber og skriger. Jeg fik én i ribbenene hver gang han synes jeg ikke kørte ordentligt. Da jeg missede en afkørsel til en tank, tændte han fuldstændigt af. Så var der langt til den næste……..Hvor han forøvrigt købte mad til os………Jeg spiser aldrig karrypølse igen. Jeg var forslået, blødte fra en tand – folk gloede på os, jeg var stum, så mig selv udefra. Med andre ord knækket og handlingslam.
Vi nåede Kiel ved morgenstunden, holdt ved et havneområde- han gik og jeg sov i bilen……..Pludselig var han der igen og vi skulle så med færgen hjem. Han var så sød og betænksom i sin opførsel. Kørte bilen hjem.
Hvad skulle vi i Kiel?

En aften kom han hjem, sagde at jeg lige skulle gå ned og åbne hoveddøren – Der stod hun så, denne lille kvinde fra et fjernt land, med sin kuffert. hun så skræmt ud, men som han sagde “hun skal lige bo her et par dage” Nå ?!
Hun flyttede ind. Han tændte af på mig og bedårede hende. Vi havde intet fælles sprog. Midt i min egen elendighed syntes jeg at de var synd for hende, hun var sød og høflig – oog jeg regnede hurtigt ud hvorfor hun var DK. stakkels kvinde! Hun flyttede efter nogen tid.

Min mave var stor nu. Tiden nærmede sig. Jordmoder besøg var ikke noget han syntes jeg skulle bruge tid på, og jeg måtte kæmpe for at få lov til at gå. Her tænker læseren nok, at her kunne jeg jo få hjælp, men jeg var tavs. Alle de ord der var i mit hoved, kunne ikke komme ud. mundlam og tavs. Ingenting ville ud – jo ord som “Det går fint” ja/nej og “ok det skal jeg nok holde øje med”…………
Mens jeg prøvede at skjule de blå mærker med dækcreme.

Så kom den første smerte over lænden og jeg ringede til sygehuset…Jeg skulle lige vente og se tiden an.
Han ville pludselig have sex – her midt i det hele. Av!!
Jeg ringede efter Falck og de kom heldigvis hurtigt – veerne var stærke- Han var åh så omsorgsfuld og han ville ikke med på sygehuset, heldigvis!
Falckfolkene roste mig for min styrke, da jeg selv gik ned af trappen og ud til ambulancen – Så lå jeg dér, på båren i bilen og kunne skimte lidt af nattehimlen og gadelysene uden for. Falckmanden talte beroligende til mig. Sagde at jeg var stærk. og at det nok skulle gå……..var det så her jeg skulle klage al min nød og bede om hjælp ? Nej ingen ord kom ud…..Der var kun veerne og et barn der ville ud, men til hvilket liv…..Her viste jeg, så det klart at noget måtte jeg gøre, men kunne ikke formulere det til ord og handling.

Der var stadig lang vej til friheden……..

biblo ..

Det er en blandet fornøjelse at skulle være tvunget til at dyrke sine netvaner på et off bibliotek – her er ligenu vrimlende fyldt med unge mænd der blev kørt hertil i en påfaldende blå mini bus – der er koner med børn – der er en alarm der hele tiden starter. Ved ikke hvorfor – Der er musik i mine hørebøffer, meget beroligende musik – der er en politi mand – bla bla.. gad vide hvem det er han er ude at lufte og hvorfor ??
Davd Knofler synger roligt i mine bøffer .. Nogle damer skal finde dvd`er – en bibliotikar ordner dem under stor larm og uro ..
Jeg bliver lige så stille stresset …………… Nå men på et tidspunkt får jeg vel orden på mit Net derhjemme igen – selv om jeg lige nu kan skrige af grin over den sætning – ORDEN hahaha som om der nogen sinde bliver orden på noget som helst i mit liv – hvor skulle den Orden lige komme fra.. Dronningen ?? For lang tro tjeneste inden for det off. system.. yearh man simple as that – burde jeg virkelig få en medalje for – halleluja 🙂
Ved da at jeg skal have noget seriøs støtte hvis det skal blive godt igen.. All for now – jeg er træt

Her og nu ..

Det er her og nu,
uden stimulanser.
Ingen dulmende vattæpper, der
pakkes omkring
den krop der
står og tager imod.
Uden pardon – cencur –
livets konsekvenser..
Det hårde liv, det gode liv.
Det hardcore liv, uden filter.
Se det i øjnene
i går, i dag, i morgen.
– for det vil dig
vil du det ?……………