Rustica puella

Ingen tænker på det, men selv jeg, som autist rummer nogle meget stærke følelser og har til tider svært ved at håndtere dem.  Jeg kan heller ikke udtrykke dem rigtigt. Det virker også som om mine omgivende mennesker ikke regner med at de er der – Jeg er jo bare mig og sikkert lidt kedelig at se på og sådan en, har sq da ikke lidenskab, følelser, passion –

Jeg håber inderligt at den, der måtte læse dette skriv, også giver sig tid til at LYTTE til det musik jeg ledsager teksten med.
stenstøttenstår der – stenstøtten står der kold og hård.
ingentig ses for stenen er sten og sten bevæger ikke.
–
Jeg mærker mit blod og lader de tusind tanker passere forbi min fornuft. Trin – jeg tager trin langsomt og søgende mod ukendte kanter.
stille står jeg og lader tanker tage trin mod øjne der ser på sten der står.
Jeg ved ikke hvad jeg i mine tanker går i mod og jeg ser med øjne der ser liv og de yderste hår på min krop sanser varme.
Små hår på mine arme sanser længsel efter berøring, sitrer efter berøring af netop den som giver den varme som jeg sanser –
Bittesmå nerver i min næse vibrerer ved den duft der rammer og huden trækker sig umærkeligt sammen omkring mine læber. I luften smager jeg duften.
Min krop, en muskel strammes.  Min krop .. en hånd løfter sig sig mod det mine sanser fanger og vil mærke. mine ben tager skridt mod varmen og duften. Min tunge ruller rundt i min mund, mens mine øjne ser øjne. Mine fingre rammer fingre og hænder samler om hinanden. Men mine hænder glider op af arme med hænder der runder sig om mine skuldre.
Mod min kind mærker jeg kind, min næser indtager duft, som ikke findes andre steder end lige her. Mærker at min duft og varme bliver indtaget, bliver holdt om af arme, der holder om kroppe, der glider op af rygge så fulde af nerve og mærker sitren, da hænder krammes om nakker med fingre i håret, mens tusinde små nerver udløser en gysende vibration ned gennem kroppen, der sukker i inderlig velbehag…
Tag mig – hold mig og slip mig aldrig, læg dine arme om min ryg og hold så fast at jeg gisper og jeg vil holde fast i dig ——
For jeg er ikke lavet af sten –
Vi er kærligheden sammen – hvorfor er vi ikke sammen —
De hænder der klemmer om mine hofter. Min mund mod din hals, min tunge der smager salt fra din hud. Din mund der trækker vejret som kun jeg vil høre mens dine læber nipper om mine. Jeg vil kun se dine i dine øjne, jeg vil høre dig sukke tæt ved mit øre når mine fingre glider ned over dit bløde maveskin.
Jeg er ikke lavet af sten .. Hold mig fast til jeg gisper –
Jeg er ikke lavet af sten .. Hold fast i det liv, der er –
Jeg er ikke lavet af sten .. Du er ikke lavet af sten –

Der vil jo nok være nogen der tænker jamen det er jo opera – Ja det er det for findes der noget der udtrykker større passion ?
og se hvor smuk hun er. Hendes stemme finder jeg meget fascinerende.
Den hele koncert og musik betager mig dybt !!

Deep, dark night ..

/ The good ghosts tells me how to avoid the bad ghosts .. why can`t the good people tell me how to avoid the bad people ..
Bad luck, that is..

Jeg har lige gået ude i den mørke nat under fuldmånens lys.
Jeg snørede mine støvler og vandrede af mod skoven og markerne, væk fra menneskene –
væk fra min stue, tv`et og min PC.
Mellem husene på vej ud, kunne jeg mærke menneskene der lå i deres senge og sov.  Jeg kunne høre dem der var vågne og som råbte op og holdt fest.. Fulde var de. Mennesker og huse jeg må væk fra.. ud til skoven –
Herude kunne jeg nyde duften af korn der vislede, da jeg gik i et hjulspor gennem en mark. Jeg kunne se op mod månen, svage skyer og blege stjerner – jeg kunne stå stille og høre stilheden i den absolut tavse luft. I det stride græs kunne jeg sidde og lytte til smasken fra et lille føl, der pattede mælk hos sin mor. En nattefugls skrig og min hund der sad og halsede mig ud i hovedet. Mærke føllets lille bitte mule, da det vendte sig om og snusede til mine fingre.
Et øjeblik har jeg fuldstændig ro i min sjæl .. fuldstændigt ro og ingenting fylder, hvor der ellers er kaos, stress og konstant uro og angst – burde gå noget mere i natten, hvor der ingen mennesker er.

Skoven er dybsort, tæt lukket af mørke blade. Der er absolut ikke lys derinde – jeg er natteblind og må bero mig på de gode ånders guides.. her kan du gå, men gå ikke den vej der henne .. der er dårligt karma, fra gammel strid der aldrig falder til ro. Skændte ord og had som blev sagt og hørt, men aldrig tilgivet og som hænger i luften som gamle spøgelser – rastløse sjæle, hvileløse hjerter, fortabte og evige uforløste tanker vandrer rundt sammen med mig i den mørke natteskov. Sorte tanker trænger frem fra glemte labyrinter –

Vælg en anden sti….
–
Mens jeg gik derude, havde jeg dette musik i tankerne ……….

Fjer .. på hjernen ..

For tiden er jeg meget fokuseret på fjer ..
Det har jeg været før og samlede fjer i stor stil. Nu ser jeg fjer over alt igen og er faktisk nærmest nødt til at samle dem op som jeg ser.
Forleden var min datter og  jeg ude at ride og i grøften lå to meget smukke halefjer fra en fasan – dem måtte jeg da have med hjem og de pryder nu min væg i stuen.
det var så her jeg fik startet en ny mani med at samle fjer igen – det er faktisk utroligt så mange fjer der ligger rundt omkring. Det er også sådan at når vi er ude at ride og jeg sidder der på hesten, så ser jeg lige en fjer i grøften eller skoven – Det gibber i mig for at stå af hesten og lige samle fjeren op og tage den med hjem, men altså:
Hesten har ikke godt af at jeg sådan kravler op og ned af den hele tiden.
Jeg burde jo også medbringe en passende transportæske til disse fjer, så den ikke bliver flosset – en lomme duer ikke.
Sådan en æske ville nok være besværlig at have med på ridetur .. (måske jeg skulle købe sadeltasker)
Jeg skal jo bruge en del tid på at beslutte mig til hvilken fugl, fjeren har siddet på. Nogle er jo lettere end andre.

Så er der jo også fjerens “værdi”. En fjer fra en due er ikke så spændende som en svanefjer – Eller at finde en stor sort fjer i et område med Ravne = stor værdi (For mig- that is )
Rovfuglefjer er ofte meget smukke og elastiske, man fornemmer fuglens formidable flyveevne.
Svingfjer fra Grågåsen er stive og skabt til at bære en tung fugl, meget langt.

I en lille gammel flaske, jeg engang gravede op af jorden, har jeg gemt nogle meget smukke blå fjer fra en Skovskade. Den var forlængst død, da jeg stødte på den i skoven, men fjerene var tilbage. Dem var jeg nødt til at tage med hjem. Sidder og ser på dem nu, de er meget smukke stadigvæk.
Af og til sætter jeg bare de fundne fjer fast i håret, så ved jeg johvor de er  … og så har jeg jo tit en lille fjer på.. bogstaveligt talt.

Indianer ? Nej det er jeg vist for nordisk til – lever i Ravnenes univers…………..

Facebook shutdown.

Jeg har gjort det før – forsøgt mig med at undvære facebook….
Facebook er et ekstremt tidsrøvende og vanedannende socialt medie, nok det værste nogen sinde .. Det er også en slags kontakt til min omverden og facebook er en samling af venner .. en slags venner .. Venner jeg ikke ville have kunne samle sammen, udenfor, i den rigtige verden.
Her ville min bekendtskabskreds være begrænset til èn, måske to personer, som jeg ikke engang ville være særlig fortrolig med. Jeg har aldrig tætte forhold til nogen – Har forsøgt med pseudo-tætte forhold til kærester tidligere i mit liv – det har aldrig fungeret.. aldrig …….
Jeg er introvert, amimisk, anderledes, – autist
Føler mig hverken feminin eller maskulin. Alm. kvinder finder jeg direkte skræmmende nogen gange, fordi jeg ikke forstår dem og de forstår ikke mig, som regel.
alm.kvinder er højt og hurtigttalende, kvidrende derudaf om ingenting og med en skvaldrende latter, selv når de skælder ud over noget. Alm. kvinder venter ikke, men kævler løs i en lind strøm. Gerne så højt som muligt. (Samtidig er jeg ekstremt allergisk overfor kvinder der hvisker)
Eller de de er overdreven fyldt med et kvælende “nååårrh , uhhh” og “Mere Nårrh” sammen med famlende hænder der skal klappe og ae, klemme og trøste …………. kvinder der står og laver lyde og nikker konstant, når man taler med dem..

Jeg får sikkert at høre for mine fordomme – men sådan oplever jeg verden og dens kvinder, ofte. Jeg bruger meget energi og tid på at betragte hvad der sker i mine omgivelser.
Kl. er 21:08 – 8/7  2013  .. og jeg er på kanten af et kollaps, men skal ordne i køkkenet/lave noget mad ……. har kun sovet 2 timer i det sidste døgn – og min mave smerter voldsomt lige nu ..
Twitter: En noget flad erstatning for Fb. Men når det nu er, så kan man jo tweete lidt.. pip pip !!

Jeg ved godt at denne blog ikke giver nogen mening og sammenhæng mangler…. men så er det ligesom Fb – right !?
Udgiver dette sludder alligevel .. 9/7 .. kl. 11;35

Ikke ..

Jeg er ikke god nok. Ligegyldigt hvor meget jeg hopper og spræller er jeg ikke god nok – 

Ikke:

Pæn 
kvik
frisk
smilende
snakkende
kvindelig
attraktiv
begavet
indsigtfuld
teamplayerminded
innovativ
lækker
rig
omsorgsfuld
empatisk
moderlig
….. nok !
til at kunne opleve og leve det liv jeg kunne ønske mig. Selvom jeg er en introvert autist, savner jeg en eller anden form for kærlighed. Når jeg møder en mand, viser jeg min kærlighed for direkte, tænker jeg og han enten flygter eller udnytter min naive sjæl og viser ingen respekt.
Jeg er ikke god nok – til kærlighed.. 
Jeg er ikke kvindelig, men kan ende som et..

( ok – jeg har lovet at lade være med den slags… nogen gange magter jeg bare ikke at fortsætte, selvom jeg både skal og gør det ….altså fortsætter )

Jeg har regnet og talt sammen og hvis man forestiller sig at jeg- der næsten er 50, lever til jeg bliver 80 – det er 30 år !!! 30 år der bare fortsætter sådan her !!! Depressionen lurer lige under overfladen, hele tiden – angsten – sorg og lede flash backs ……

Jeg ville gerne have de vise sten lige nu – inden kødet rådner fra knoglerne og sjælen går i forfald. 

Inside my head…….

Hvis du var derinde
ville du kæmpe vildt
for at komme ud.
Når jeg er overbelastet
får jeg en
fornemmelse af kløe……… på den indvendige side af mit kranie –
Det gør jeg også når jeg er ked af noget
Og smerte – bag mine øjne..
Jeg får en trang til at kunne klø mig
inside my head ..

Det kan jeg så ikke – tænk dig ikke at kunne klø det der klør –

Sammen med kløen er der alle tankerne
og stressen
og alt det jeg skal,vil, prøver – at nå, ordne, sørge for
Alle pligterne – de sure og de søde

Andre mennesker –

Ord, snakken, latter, blikke – åbne munde med tænder.
Arme,hænder, fingre.
Kommunikation !!
Snak, svar, sig noget.

Magter det ikke –
Jeg skærmer mig mod andre..
Propper musik i ørene .. ser ikke folk
–
Jeg roder, roder og fumler.
Glemmer tid og aftaler, glemmer at se i min kalender
og mit ur –
helt bogstaveligt roder og ved at:

Der går sindsygt meget tid til spilde, hvor jeg er
totalt fraværende og fuldstændig passiv.
Hvor jeg ikke foretager mig andet end at bemærke
at tankerne kører ufatteligt stærkt –
Mens jeg sidder og kradser på mine kinder
fordi det – suk – klør
– Stressklør
Roder rundt i mit hår for at slappe af ..

Og de kan ikke stoppes, tankerne,  men de klør –
Inside my head

Man kan ikke dele ………

… sin angst med nogen..
For andre er den, ude fra set fuldstændig irrationel og unødvendig. – ” Der er jo ikke noget at være bange for”…..
Men når den nu er der og det er den, må den vel kunne gøres håndgribelig og man må kunne belyse den,  så andre kan se den og forstå..

Det er så ikke særligt nemt, siger min erfaring mig. Når man er angst for noget, så er der en grund til angsten, hvor meget den så end virker uforståelig for andre.. og latterlig i mange tilfælde —
-” haha h*n er bange for — ” – Ja det er h*n og angsten er reel for den som oplever den, forstå det og så kan vi komme videre.

jeg vil prøve at komme med en beskrivelse af hvad der ligger til grund for en del af min egen angst, som lige nu er meget vedkommende og meget reel og lige til at tage og “føle på”. Angsten har et navn, et meget forslidt og latterligt  navn – Tandlægeskræk ( her er det folk begynder at komme med serier af skrækhistorier om deres egne, men især Nogen de Kenders gruopvækkende oplevelser hos tandlægen)
Men det er ikke sjovt at have det sådan og samtidig have svage tænder pga. en livslang spiseforstyrrelse.
Da jeg var barn kom jeg til tandlæge ligesom alle andre børn, ikke skoletandlæge men en alm. en, som bestemt ikke havde nogen som helst form for forstand på at takle børn. Han var hidsig, uempatisk, hysterisk, ond ligefrem. Jeg var et barn der ikke brød mig om fremmede, slet ikke nogen der skulle røre ved mig og da slet ikke i munden. Klinikdamens moderlige omsorg var for mig direkte kvælende. (Det er den stadig) Mine forældre forsøgte med alle midler at holde mig i stolen og få mig til at falde til ro … det kunne de ikke – Den gang blev det kaldt hysteri, idag hedder det meltdown.
Jeg græd, sprællede, skreg og sparkede. Jeg blev holdt på hænder og fødder. Lattergasmasken blev presset ned over mit ansigt, mens jeg forsøgte at få den væk, ved at virre hovedet fra side til side – med det resultat at de voksne blev endnu mere vrede og holdt endnu mere fast. Lattergassen gav mig en usigelig, led kvalme og fik det til at snurre i mit hoved og i mine hænder og fødder.

Tandlægen !! jeg husker hans forvredne ansigt, at han blev fuldstændig rød i ansigtet og at han skældte ud og spyttede mig i ansigtet. Han smak mig en lussing på et tidspunkt, han blev så hidsig at han stak bedøvelse i klinikdamens finger -Smed med sine instrumenter og råbte op – det var jo tydeligt nok mig, der var skyld i det !! Den lille møgunge jeg var, i tandlægens øjne. Tandlægen fandt en anordning frem, som kom ind i min mund. En anordning der kunne skue mine kæber fra hinanden, så jeg ikke kunne lukke munden.
Jeg husker hans sammenbidte ansigt, da han beslutsomt begyndte at skrue … og skrue .. Det gjorde forfærdeligt ondt, men nu skulle han dæleme have krammet på mig, så han skruede til kæben slet ikke kunne give sig mere. En holdt mine hænder, en holdt mine fødder. Boremaskinen kørte for fulde omdrejninger, der løber en masse vand ned i min hals.. jeg kunne ikke lukke munden…..smerten var ulidelig – jeg var lammet af angst og afmagt…….. Gentag dette afsnit i flere omgange. Desværre..
Hvorfor jeg kan huske det i dag ?? – fordi jeg aldrig har glemt det.. Den første omgang PTSD blev grundlagt her, med talrige flashbacks – aldrig behandlet.., ( af andre en mig, jeg har været min egen terapeut )  For angst for tandlægebesøg er jo bare noget pjat.

Kat med i bilen:
En lille historie om min stakkels far og hans forsøg på at lokke mig afsted til tandlæge, engang. – Han kunne jo bare havde taget mig under armen  og slæbt mig ud i bilen, men jeg ville kun afsted, hvis jeg kunne få min kat med .. så han tog katten ud i bilen og vi kørte så afsted. Katten måtte så vente i bilen og jeg måtte op til lattergas og diverse hos tandlægen.
Turen hjem har ikke været sjov for min far .. Jeg var syg af gassen og skulle kaste op – Katten gjorde tegn til at skulle, ja hmm,, skide – så Far måtte holde ind til siden, og holde katten ud af døren, så den fik gjort sit og jeg kunne så stikke hovedet ud af den anden dør………. sikke noget.

(Jeg vil under ingen omstændigheder bebrejde mine forældre, for de gjorde kun “som man gjorde” på det tidspunkt og var helt sikkert autoritetstro og pinligt berørte over at deres søde lille pige, ikke ville ligge stille)

Klokken er nu 02:32 …. Jeg skal spise et par beroligende piller klokken 08:00, hvor min S/K kommer og henter mig. Klokken 09:00 skal jeg sidde i en tandlægestol igen …d. 4/7 2013
Lige nu føler jeg ikke at jeg overhovedet kan klare det ……....

3-kantet loppe..

Når ens hjerne er indvaderet af en 3-kantet loppe, der borer og gnaver.
En lille pesticidbefængt møgtanke, der ikke vil falde til ro.
Faktisk flere af dem og de smerter, borer og klør
men intet lindrer….

Der kravler små 3-kantede smerter rundt i hjertet, graver gange og kanaler
Finder deres veje rundt og bider i tyndslidte nervespidser..
Bare sådan for deres egen fornøjelses skyld.
møver rundt lige under min hud…
Det kan ikke beskrives.
Det eneste de aldrig nogen sinde finder, er en vej ud.
Du vil aldrig kunne se dem.

De bliver i deres gange og æder mine følelser op –
Kommer aldrig frem i lyset,
for der er ingen til at tage imod dem.

Små 3-kantede lopper, der har det med at samle sig,
– i min hals
så jeg næsten kvæles
i smerte..

……

Tænk at de ikke kan komme ud,
kun vokse i antal.

Stå og glo ……….

– “Du kan da ikke bare stå der og glo ud i luften”

Sagt mange gange til mig, men jeg står ikke og glor, jeg ser faktisk på noget. Der er faktisk noget der optager mig og som jeg får noget ud af at betragte.

-” Nåeh, sidder du bare der og kigger ud af vinduet”

Ja og jeg har det rart med det, for jeg ser på noget, der optager mine tanker.

-“narh hahahaha .. du kan da ikke stå der, og se ned i vandet hele tiden – hahaha Der er måske en vandmand dernede -haha”

Jo jeg ser på at vandet løber forbi mig og det fascinerer mig meget mere end du tror.. og min hjerne falder til ro, så hold kæften din !

-“Du kan da ikke sidde og glo på de høns hele dagen”

Høns er mere spændende at se på end alle de dumme mennesker i hele verden.
hestene, køerne, hundekattefiskfugle…bare fri mig for mennesker lidt endnu.

Jeg ved at mange mennesker er fascineret af at betragte flammerne i et bål –
Er det så, så svært at forstå og acceptere min fascination.
Jeg har aldrig bare stået og gloet på noget, uden grund – har du grund til at stå og glo på mig og opstille regler for hvordan jeg må “glo” og hvornår ??