Posts Tagged ‘depression’

ikke meningen eller ?

Posted: 31. december 2014 in dybt seriøst
Tags:

Jeg tror ikke det er meningen at man skal leve et liv hvor man er alene 95 % af tiden .
og hvor man er ked af det 90 % af tiden.
Hvor man ikke kan se vejen ud
Hvor man ikke kan ændre på det ( selv om man ville)
Hvor man ikke føler sig forstået.
Hvor man ikke kan bruge eller efterleve alle folk venlige råd.
hvor man ikke kan bære smerten alene.. men hvor man skal.
Hvor smerten er alt for stor
Hvor den psykiske smerte bliver fysisk – og det gør ondt !!
Hvor smerten ikke vil stoppe.
Hvor man ikke har nogen der kan forstå
Hvor man ikke har nogen lindring …
At det bare bliver ved !!

Det knaser for hvert skridt, i den store tomme stenørken.. Min hosten runger og ekkoer mellem den forladte beton, end ikke et mågeskrig er her tilbage. Intet andet en kold, vindomsust beton i den store, tomme stenørken – Her bliver huden ikke ramt af  kærtegn – her rammer kun den isnende vind, som kryber ind under tøjet og niver med dødskolde fingre i den allertyndeste hud… Himlen skriger tusinde kilometer væk, højt over hovedet, det store kolde isblå intethedshav. Der findes ingen varme, der findes ikke en glød i mine øjne, der skuer håbløst rundt.
……..
Forlængst tabte stemmer hvisker mellem forladte blokke af skarptkantet sten. Døde børns gråd,  fortaber sig i de lange trappegange. Gråd der stiger op gennem tomme skakter og aldrig bliver hørt.
– Hvad gør jeg her, hvorfor går jeg her..
Mit søgende blik vandrer rundt mellem de fortrøstningsløse brokker, af det der var der engang. Jeg sparker til et rusten gelænder og følger det med blikket, til det lander i bunden af en skakt, med en lyd som forlængst glemt latter – Jeg farer sammen ved tanken om latter. Hvornår var det sidst jeg hørte nogen le ?
Mens jeg lader fingrene følge den ru beton mindes jeg svagt fornemmelsen af hænder på min krop, husker at de var varme, bløde, givende. Arme der holdt mig fast – holdt mig fast i lykken, et smilende ansigt der så dybt i mine øjne .. hvor er de henne nu. Mine ben knækker sammen, jeg skriger i afmagt – livet er trøstesløst..

Hvem var det der skubbede – Det var mig der skubbede. Det var mig der skubbede kærligheden væk.. Fordi jeg blev angst for hvad den kunne bringe mig, skade mig, indvolvere mig  – Gik skyndsomt igang med at lægge sten på sten for at bygge en solid, tæt, bred mur omkring mig selv.. så jeg var fuldstændig sikker på, at du aldrig ville kunne trænge ind til min sårbare sjæl – at du aldrig ville kunne trænge igennem og stjæle noget af min sjæl – at du aldrig ville kunne række ud og røre ved mine hjerterødder – at du aldrig ville kunne puste til min flamme – at du aldrig ville ……… komme så tæt på at jeg ikke kunne undgå at elske dig – jeg ville aldrig tillade dig at elske mig. Du må ikke komme tæt på –
Jeg har kontrollen, jeg styrer det hele .. jeg sidder her bag min mur og jeg smiler. Jeg styrer, jeg har kontrollen.. Jeg sidder her, og jeg har det godt, siger jeg. Smiler og nikker og bekræfter mig selv, overbeviser dig – jeg har det godt og smiler og bekræfter mig selv…. i løgnen, livsløgnen… du må ikke vide det, jeg vil ikke vide det. Du må ikke komme ind og se det – jeg lader som ingenting, ingen må se den verden der ligger brak bag mine øjne, så jeg ser ikke på dig, vil ikke møde dine øjne.
Her bag min mur er der fred og ro.
Her bag min mur kommer ingen ind.

Jeg fortæller mig selv at jeg ikke vil have dig – jeg tager min remote kontrol og slukker – for dig , for følelser, for liv  .. jeg har et godt og trygt liv her og kan sagtens leve det alene. Ensomheden er trygheden og sandheden.
Du forsvinder, smuldrer og udviskes af min hukommelse som et tomt gammelt minde med udviskede konturer af noget der forlængst er glemt.  Her dufter som af gamle tørre roser, mest af støv…støv og    død …..
Her dufter af     – her lugter muggent og hengemt .. af gamle knogler.

Men jeg har det godt – her hvor jeg sidder i min krypt og styrer min selvbestaltede dødedans – jeg siger til mig selv at jeg har det godt og at jeg ikke savner – Her er godt, mørkt og trygt, tænker jeg mens jeg kryber sammen i fosterstilling i denne forlængst døde livmoder. Den er kold, den lukker sig om mig, den kvæler mig, æder mig ……….
Skriget vibrerer under mit skind, det eneste der lever og sitrer er det skrig, der vibrerer under huden på min krop. Min blege, klamme, rynkede krop.

I den allermest ensomme tavshed – skriger jeg – Jeg skriger i den allermest tavse ensomhed……

Hvem hører det, hører du ?
Tager du fat, flår du min mur ned – griber du mit hjerte – min krop – ville du puste liv i denne næsten døde sjæl….
Sprede murens sten så vidt omkring at de aldrig ville kunne samles igen. Ville du samle dine hænder om mit sårbare hjerte og bære det for mig, når jeg ikke selv kan. Ville du bære mit hjerte selvom jeg ikke kan bære dit – Ville du holde om min krop, så jeg kan mærke din varme. Ville du holde om mig mens jeg suger al kraft ud af dig.
Ville du kysse mig selv om du mærkede at jeg tømte dig for al varme, kærlighed og energi. Jeg ville tappe dig for alt det jeg ikke længere har, alt det mistede, alt det du har –
Hvis du tror du har mig, forsvinder jeg.
Hvis du slipper mig, falder jeg.
Hvis du holder fast, kæmper jeg, for at komme tilbage til min krypt mit sorte mit mørke – Lad mig gå – Giv slip, jeg er ikke hjælpen værd.
Du er mere værd.. du er alt værd, du er livet værd.. Du ejer lys, glæde og kærlighed. – Der er ikke plads til den slags i min krypt, her er mørke, mørke og intethed.

…………..
Jeg vandrer i det trøstesløse golde landskab. Mellem brokker af noget der var engang, mens vinden piber koldt gennem tomme korridorer. Det runger hult når jeg hoster og jeg stirrer søgende rundt mellem de sprukne ruiner af mit liv. Over mig er himmelvælvet koldt og klart og fuldstændig tomt. Jeg bukker mig ned og griber en sten, kyler den langt væk ind mellem gamle mure. Den rasler gennem skakter og trapper og jeg hører ekkoer af forlængst glemt latter.
Jeg vandrer mellem brokker og vender sten, leder, kigger, søger …………. Efter gud ved hvad, i fortabte tanker og minder,  noget udefinérbart, men det var her engang.
Der vokser en blomst frem under den sidste sten.